Spejdere er altid beredt

Spejderne i Rønne er nu blevet godt klædt på til naturens luner efter at have været på et Robust Borger kursus på brandstationen.

To kolde dage i februar var 37 spejdere, unge og voksne, mødt op på Brandstationen i Rønne, hvor de fik indblik og træning i, hvad det vil sige at være en robust borger.

Viceregionsleder Hanne Buchholdt var underviseren, der med udgangspunkt i de spejdermæssige færdigheder gav deltagerne færdigheder i, hvordan man kan sikre sine ting, når der for Bornholm igen varsles en storm eller store sne- eller vandmængder. Der var også førstehjælp og lettere brandslukning på programmet.

Nogle blev meget overrasket over en lille film, der viste, at når man lægger en varm hårtørrer på en brandbar overflade er værelset omspændt af flammer efter blot to og et halvt minut. Flere af deltagerne prøvede kræfter med brandslukning ved brug af enten et brandtæppe, en pulverslukker eller med vand. Herefter blev førstehjælpen opfrisket – bl.a. omkring at lægge en person i stabilt sideleje.

Nu er også spejdere på Bornholm robuste borgere. Mon ikke der mange andre steder er spejdere og pårørende, der vil sige ja tak til sådan et undervisningstilbud?

Print alle sider