Sammenhold og spænding kan få unge med i beredskabet

Hjørring-kredsens 33-årige vicekredsformand Kristian Løystrup ved, at det ikke er kedeligt, at være med i beredskabet. Og han sætter stor pris på det gode kammeratskab i Beredskabsforbundet

Da Beredskabsforbundet afholdt landsrådsmøde i Kolding i juni var det langt fra alle, der havde været med i årtier. Blandt de yngre ansigter var Kristian Løystrup.
Kristian er 33 år, bor få kilometer fra Vesterhavet nord for Limfjorden og er til daglig håndværker i sin fars tagdækkervirksomhed. Men efter fyraften er det ofte det frivillige beredskab i Nordjylland og Beredskabsforbundet Hjørring-kreds, der optager ham.

Kristian blev aktiv i beredskabet efter aftjeningen af hans værnepligt i Beredskabsstyrelsens regi i 2005. Og han kom relativt hurtigt med i aktiviteterne i Beredskabsforbundets Hjørring-kreds, hvor han allerede i 2008 blev kredskasserer.
”Den gang var jeg den yngste til møderne. Men i dag har vi en del yngre, som også er kommet efter de har aftjent værnepligt”.

Men Kristian erkende, at det kan være en udfordring at trække aldersgennemsnittet ned i forbundets aktiviteter.
”Vi har ikke haft nemt ved at få unge til at komme til møder om forbundet og til generalforsamlinger. De yngre tænker, at det er noget, de gamle klarer”, siger han og tilføjer:

”Mange steder er de unge mest med for at komme ud og køre brandbiler for at slukke ildebrande.”
Derfor mener Kristian også, at det er vigtigt, at kommunerne fortsat tilbyder brandmandsuddannelser til frivillige, hvilket han mener der også generelt er behov for.

Sammenholdet betyder meget for, hvorfor Kristian selv er aktiv i beredskabet og forbundet.
”Her er et godt kammeratskab og fællesskab. Vi mødes af og til også udenfor beredskabet. Men det handler selvfølgelig også meget om det, at komme ud og slukke ildebrand og gøre en forskel”, forklarer han.

Fra Nordjylland til Bosnien

Selvom Kristian fortsat hører til den yngre del af forbundets medlemsskare, så har han været ude til en del. Alt fra lossepladser til væltede biler. Men det, der måske gjorde mest indtryk på ham, var en tur til Bosnien i maj 2014.

”De ringede til mig på arbejdet en fredag eftermiddag. To timer havde jeg været hjemme og pakke og mødte op til en lastbil i Thisted sammen med seks-syv andre. Så kørte til vi til Haderslev og samledes med dem, der kom fra andre dele af landet.”

Bosnien og Serbien var blevet ramt af de værste oversvømmelser i over 120 år, hvilket havde kostet over 30 menneskeliv. Der ventede med andre ord et stort arbejde for de danske beredskabshold.
”Mange mennesker i Bosnien havde måtte gå fra hus og hjem. Og mange var gået i gang selv med at løse problemer, da vi ankom. Men vi pumpede vand i 14 dage og rensede vand, så de kunne få rent drikkevand”.
Det blev til mange millioner liter vand, inden turen gik hjem igen for Kristian og de andre udsendte.

Kristian kan med andre roligt fortælle unge, at det ikke er kedeligt at være med i de frivillige beredskaber og forbundet. Han er ikke i tvivl om, hvad han vil lægge vægt på, hvis han skal trække yngre mennesker til:

”Sammenhold. Det sociale. Der sker mange spændende ting. Og man får mange gode kompetencer.”

Print alle sider