Ved kredsleder Annelise Rasmussens død..

Det var med stor sorg jeg modtog budskabet om, at kredsleder Annelise Rasmussen var sovet stille ind efter kort tids sygdom den 23. juli 2017.

Annelise Rasmussen startede i Beredskabet den 1. februar 1992.

I 2004 blev Annelise kredsleder for Kreds København Nordvest. Inden da havde Annelise været en god støtte for den daværende kredsleder, som kæmpede med svær sygdom. Kredsen havde på daværende tidspunkt næsten ingen opgaver og var kørt ned med meget få aktive medlemmer og dårlig økonomi.

Sammen med sin mand Reinar Rasmussen fik de ved en ihærdig indsats opbygget en mindre kreds med mange aktiviteter. Kredsen har primært lavet førstehjælp- og brandvagter på markeder og ved sportsstævner. Ikke mindst 6- dages løbet har i mange år fyldt op i kredsens aktivitetskalender.
Da kredsen ikke længere kunne påtage sig førstehjælpsvagterne ved 6-dagsløbet sikrede Annelise, at opgaven fortsat kom til at ligge i forbundets regi – nu under kreds Albertslund-Brøndby.

Kredsen var under Annelises ledelse aldrig bleg for at hjælpe andre kredse.

Annelise har været som en ”reservemor” for mange af kredsens medlemmer. Omsorgsfuld, men også med nogle stærke meninger. Trods dårlig ryg har hun været viljestærk og stædigt hold ud og været aktiv ved løsning af kredsens opgaver.

Ud over beredskabet gik Annelise meget op i sine tre hunde.

Vores tanker går lige nu til Annelises mand.

Annelise vil blive savnet i Beredskabsforbundet og især i Kreds København Nordvest!
Annelise Rasmussen blev 68 år gammel.


Æret været Annelises minde!

Print alle sider