Pæn uniform og fine ordener på brystet kan sagtens kombineres med en god vaffelis. Mange deltagere i Beredskabsforbundets Landsrådsmøde faldt i hvert fald for fristelsen, da Vingsted Hotel og Konferencecenter gik på charme-offensiv med en gratis is som tak for, at forbundet i år havde valgt at bruge centret til sit Landsrådsmøde. Så vidt vides undgik alle at spilde vanille- eller jordbæris på de marineblå tekstiler.

Kort nyt fra Landsrådsmøde 2019 i Vingsted

Måske er de i gang med at udveksle tip til gode taler, her hvor de bliver fanget af fotografen inden åbningen af Landsrådsmødets førstedag? I hvert fald var det kontorchef i Beredskabsstyrelsen, Henrik Gunnar Petersen, og beredskabsdirektør i Nordjyllands Beredskab, Diana Sørensen, som senere holdt de to traditionelle taler under Landsrådsmødets festmiddag lørdag aften:

Henrik G. Petersen talte på vegne af hæderstegn-modtagerne. Og Diana Sørensen holdt festtalen – blandt andet med paralleller mellem de frivillige og Brødrene Løvehjerte.

Knap 170 personer deltog i Landsrådsmødets første dag på Vingsted Hotel- og Konferencecenter. Efter at gæsterne var taget hjem, og de ansatte i forbundet var trukket fra, endte regnestykket med, at der på selve Landsrådsmødet søndag var 119 delegerede med stemmeret.

Gråt hår og en slidt dåbsattest er en typisk trend blandt deltagerne i Beredskabsforbundets Landsrådsmøder – ligesom det er ved mange andre organisationers formelle og officielle årsmøder og generalforsamlinger.

Men til Landsrådsmødet i Vingsted var der også en ganske god portion unge ansigter imellem. Blandt andet fordi nogle kredse havde sørget for at sende unge ”reserver”, når kredsleder og/eller vicekredsleder var forhindret. Det gjaldt blandt Kreds Billund-Grindsted, som var repræsenteret af de to unge her: Alexia Pedersen og i baggrunden Frederik Larsen.

Igen i år satte Beredskabsforbundets Musikkorps toner til Landsrådsmødet. Ved ankomsten blev deltagerne mødt af musik, da korpset i det gode vejr kunne spille udendørs. Og senere i mødesalen spillede Musikkorpset ved faneindmarchen.

Jan Johansen blev på Landsrådsmødet genvalgt som Beredskabsforbundets præsident – selv om han var fraværende på grund af en travl valgkamp op til Folketings-valget. I hans fravær satte landschef Niels Bonde Jensen ord på sin tilfredshed med Jan Johansen som præsident:

”Det er så vigtigt med et medlem af Folketinget som præsident for Beredskabsforbundet. Vi har gode forbindelser og mange venner på Borgen. Hvis nogen begynder at pille ved vores midler på finansloven, så rejser nogle af de tunge drenge sig og siger ’nej, nu skal I høre, hvad I får for de penge.’ Samtidig skal vi huske, at folketingsmedlemmer er meget travle mennesker, som tænker i andre baner end os. De står ikke i kø for at blive præsident for Beredskabsforbundet, når de hører, at det er frivilligt og ulønnet. Men det har ikke afholdt Jan Johansen fra at sige ja.”

Jan Johansen blev senere ved valget 5. juni genvalgt til Folketinget med 6.786 personlige stemmer og repræsenterer også fremover Fyn og Socialdemokratiet på Christiansborg.

Et lille eksperiment under Landsrådsmødet viste, hvordan den enkelte nemt kan hjælpe med at udbrede Beredskabsforbundets budskaber på de sociale medier. Og det viste især effekten af, at mange hjælper i flok: Ved Landsrådsmødets åbning lørdag opfordrede vicelandschef Charlotte Lund deltagerne til at dele et nyt opslag på Robust Borgers Facebook-side, og den opfordring gav pote: Dagen efter, ved afslutningen af Landsrådsmødet, kunne Charlotte Lund konstatere, at flere end 100 i salen havde delt opslaget, som derfor var nået ud til tusindvis af Facebook-brugere. Og tallet vokser fortsat. I skrivende stund er opslaget om Robust Borger-kurser til efterskoler delt 123 gange og set af næsten 12.000 personer. Du kan se opslaget her.

Blandt dem, som har delt opslaget, er der trukket lod om præmier. Vinderne blev Kristian Baggesgaard, viceregions-leder region Syddanmark, og Kenneth Kristensen, kredsleder i Holstebro-Struer. Regionskonsulent Henning Skallebæk overrækker præmierne - to styk små lanterner - ved lejlighed.

”Skarpe, men ikke skræmte. Fornuft frem for frygt. Hjælp er en æressag.”

Sådan lød overskriften på det spændende foredrag, som Hans Jørgen Bonnichsen holdt på førstedagen af Landsrådsmødet. Den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste brugte hele sin store erfaring i det danske politi til at trække nogle store linjer og give nogle perspektiver på forebyggelse, sikkerhed og tryghed. Blandt andet opfordrede han til, at man husker at ”tænke det utænkelige, for netop det, der kan forudses, kan forhindres. Netop bevidstheden om, at noget kan ske, er den halve sikkerhed,” sagde Bonnichsen, som har deltaget i et af forbundets Robust Borger-kurser og derfor kunne drage paralleller mellem PETs og Beredskabsforbundets arbejde:

”Det har for mig været slående at konstatere, hvor tæt jeres arbejde ligger op ad mit tidligere virke.  PET´s mål er nemlig også at bidrage til et robust samfund, hvor vores opgave var at skulle forebygge, modvirke og forhindre ødelæggende aktiviteter for det danske samfund, hvor i på same måde skal sikre, at beredskabstanken udbredes, så vi sammen er med til at skabe øget tryghed for alle og enhver,” sagde han.

Print alle sider