Behold det, der virker – justér hvor det giver mening

Solen skinner, ikke kun på de smukke forårsblomster, men også på Beredskabsforbundets fremtid.

Det sidste årti har vi i Danmark set mange reformer og forandringer i den offentlige sektor. Nogen vil sige alt for mange. Resultatet er ikke altid blevet de gode resultater, man havde håbet, men i flere tilfælde har det betydet, at man har mistet noget værdifuldt.

Når man forandrer det kendte, er det vigtigt at gøre sig klart, at man skal beholde det, der virker, og kun justere på det, som det giver mening at lave om på. Netop det har Præsidiet og Landsledelsens nye hold fokus på i den kommende tid. Vi laver kun justeringer, der skal sikre, at Beredskabsforbundet har sin plads som moderne forbund i en effektiv og krævende verden.

Rammeaftalen med Forsvarsministeriet er underskrevet, og vi er i fuld gang med at sikre, at de opgaver, som rammeaftalen beskriver, bliver løst tilfredsstillende og professionelt.

Og ikke mindst skal vi sikre, at de skattekroner, som Beredskabsforbundet får, bliver brugt rigtigt på det rigtige. Det er justeringer, der skal til, for at vi bliver den gode samarbejdspartner i et dansk beredskab i forandring.

Vi laver kun justeringer, der skal sikre, at Beredskabsforbundet har sin plads som moderne forbund i en effektiv og krævende verden.

Print alle sider