At være frivillig på Fanø om sommeren er ingen ferie

Selv om sommerferien er vel overstået, og selv om vi siger, vi skal i gang igen, er det jo på en måde lidt forkert. Vi på Fanø har jo været i gang i ferien og det vil vi altid være som frivillige.

Det, vi har holdt pause fra, er den del med undervisning og øvelser. Det er jo ikke fordi, det hele er nulstillet, for vi har haft møder og noget planlægning i Sydvestjysk Brandvæsen. Hele sommeren har vi sat en ære i at hjælpe ved forskellige opgaver omkring det sociale:

Dragefestival

Hvert år er vi på pladsen ved ridehallen for at hjælpe ved verdens største dragefestival. Der bliver fløjet med drager en hel uge, og så er der sammenkomst i to dage for alle drageflyvere. Vi markerer p-pladser og sørger for, at køretøjerne er, hvor de skal være, og at de ikke holder på private steder. Vi har tilsammen tre arbejdsdage, og det er virkelig noget, der medvirker til et godt sammenhold blandt os frivillige. Overskriften kan fint være kommunikation og samarbejde.

I år har vi ikke haft en opgave ved Ren Ø-dag, da al kommunikation gik fløjten. Der kom en

ny person til at stå for arrangementet, og vi kom aldrig i gang. Vi savner denne opgave.

Fanø Sommercup

Men så var vi med ved Fanø Sommercup, som er et af Danmarks største fodboldstævner.

Her havde vi to forskellige opgaver: Til koncert torsdag d. 18. juli skulle vi passe entre og hegn, og natten mellem lørdag og søndag skulle vi pakke borde og bænke sammen. Det var en tung og snavset nat, vi havde. Der ligger meget i et festtelt efter tusinde af mennesker. Men det ender altid med, at vi får natmaden med og det er jo lækre pølser fra grillen. Dejligt når klokken er 02.30.

Færgekø og Frivillig fredag

Ind imellem disse opgaver har vi været på havnen med færgekø. Det har faktisk været næsten hver weekend hele sommeren. Det var meget forskelligt, da det kunne være både fredag og lørdag eller blot lørdag. Der er stadig en tendens til flere køretøjer på øen, og de skal også hjem igen, så vi kommer til at være behjælpelig der til strikkefestival i september og helt frem til efterårsferien.

Igen i år er vi blevet inviteret til Frivillig fredag, som Fanø Kommune arrangerer for alle øens frivillige. Hvert år er der spisning og underholdning, hvor skolens elever skal servicere os med forplejningen.

Der er forskellige emner hvert år, og d. 27. september i år er emnet ”Vil du med”. Det bliver spændende, hvad indholdet er her. Vi glæder os til to en halv times afslapning og samvær med andre frivillige.

Pause i arbejdet som parkeringsvagter på Dragefestival.

De frivillige på Fanø hjælper med at skabe orden i kaos, når der – meget ofte – i løbet af sommeren er lange køer til færgen over til Esbjerg.

27. september er de frivillige igen inviteret til Frivillig Fredag, som Fanø Kommune arrangerer for at hylde alle øens frivillige.

Print alle sider