Fastelavn på brandstationen – nu med hjælp fra frivillige

Hvert år bliver der holdt fastelavnsfest på brandstationen i Ringsted. Det er Ringsted Brandmandsforening, der står for arrangementet. De sidste par år har deltidsbrandmændene planlagt og afholdt arrangementet alene, men i år tog man de frivillige med på råd. Der er i forvejen et godt samarbejde mellem de frivillige og deltidsstyrken, og det giver derfor god mening at invitere de frivillige med.

De frivillige hjælper ofte til på større indsatser med ekstra flasker til røgdykning, forplejning og lignende. Omvendt hjælper deltidsbrandfolkene også til på de store opgaver, de frivillige har, såsom Ringsted Festival.

100 børn og 200 forældre

Der er plads til 100 børn til fastelavnsfesten, og der er ofte udsolgt på under 24 timer. Derudover kommer der omkring 150-200 forældre, så der er nok at se til. Ud over at der selvfølgelig skal slås katten af tønden, er det muligt at købe kaffe, sodavand, juice og fastelavnsboller. Der er også tændt op i grillen, så man kan købe en grillpølse.

Efter tøndeslagning var det i år muligt for børnene at se en politibil, en ambulance eller få en tur i drejestigen.

Især drejestigen var populær hos børnene til fastelavnsfesten i Ringsted, og der var konstant kø, selv om det både regnede og blæste.

Print alle sider