Frivillige fra Fanø, Ribe, Varde og Esbjerg deltog i øvelsen, hvor skadestedet var den gamle handelsskole i Varde.

Nu kan de ægte skypumper bare komme an

Lørdag den 5. oktober var ca. 40 frivillige og 11 brandkadetter samlet til en stor fælles øvelse for Sydvestjysk Brandvæsens frivillige.

Den startede med, at de 11 brandkadetter blev sminket med diverse skader og blødninger på Beredskabsstationen i Esbjerg, og derefter blev de kørt ud til skadestedet, som var den gamle handelsskole i Varde.

De frivillige fra Fanø, Ribe, Varde og Esbjerg kom også til beredskabsstationen i Esbjerg, hvor køretøjerne blev pakket med det operative materiel, som skulle bruges, og herefter kørte de frem til den fremskudte udrykningsstation på frivilligstation Engdraget i Varde. Her stod samtlige styrker på standby og totalt klar til, at udrykningsordren skulle komme.

Klimahold, samaritter, stabsfolk og droneførere

Ordren kom, og samtlige styrker kørte frem til skadestedet, som var ramt af en lokal skypumpe. Vagthavende indsatsleder gav indsatsordren, og herefter blev alle frivillige sat ind. Et klimahold blev sat til at stive indgangspartiet af, da der var fare for sammenstyrtning. Det andet klimahold gjorde klar til at etablere belysning i den skadede bygning, da strømmen var gået i hele bygningen.

Samaritterne opstillede et båresamlingssted, mens frivillige fra stabstjenesten oprettede en lokal kommandopost, hvor de skulle assistere indsatslederen.

Droneholdet gjorde klar til udvendig eftersøgning samt overflyvning for informationer til indsatslederen. Droneholdet fandt en tilskadekommen liggende på et tag. For at komme frem til ham var det først nødvendigt at lænse et bassin for vand og derefter anvende en skrå nedfiring for at få ham ned på jorden. Det lykkedes også at finde en anden tilskadekommen, som var blevet væk i noget buskads i nærheden. Under øvelsen fik vi besøg af det lokale politi, som var meget interesseret i at se dronen i aktion. Efterhånden som figuranterne blev fundet, blev der ydet førstehjælp og bundet ind. Herefter blev de bragt ud til samaritterne, som transporterede de sårede til båresamlingsstedet inden den videre transport med ambulancer til de omkringliggende sygehuse.

Det meste kørte, kun lidt haltede

Øvelsen sluttede med, at forplejningstjenesten kom med karbonader med ærter, gulerødder og kartofler, hvorefter alle deltagende gennemgik øvelsen og fik en god og konstruktiv evaluering. Sammendraget af evalueringen var, at der var udvist godt samarbejde mellem de frivillige på tværs af de tre frivillige stationer i Sydvestjysk Brandvæsen, men at der også var nogle punkter, som kunne trænge til yderligere efteruddannelse/undervisning.

Hele formålet var jo også at træne de færdigheder, som hver enkelte frivillig besidder, og samtidig finde der, hvor man måske halter lidt med sin færdighed. Indsatslederen konkluderede, at han på ingen måde ville være utryg ved at skulle kalde de frivillige ud til assistance ved en skarp situation.

Hele øvelsen forløb, som den skulle, og de frivillige var topmotiverede hele vejen igennem øvelsen. En super lørdag i det vestjyske hos Sydvestjysk Brandvæsen.

Print alle sider