Medlem af Danske Beredskabers bestyrelse, beredskabsdirektør Flemming Nygaard-Jørgensen (th) fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning, overrækker pokalen for ”Årets Brandpunkt” til to af kræfterne bag standen, Torben V. Jensen og Birgit Z. Kornum, mens en stolt direktør for Beredskabsforbundet, Carsten Iversen, ser til.

Den regnbuefarvede brandmand var et af de visuelle trækplastre, der fik årsmøde-gæsterne til at stoppe op ved Beredskabsforbundets stand. Standen vandt titlen som årets bedste via en afstemning blandt alle deltagere og udstillere ved messen.

Fornem hæder på Danske Beredskabers årsmøde

Beredskabsforbundet var synligt på mange måder under Danske Beredskabers årsmøde i Odense Congress Center 28.-29. august:

Præsident Jan Johansen var på podiet som deltager i en debat om, hvorvidt der også er brandfolk nok til at passe på Danmark i fremtiden.

Landschef Niels Bonde Jensen var med til at diskutere mangfoldighed i beredskaberne, hvor han fik pointeret, at forbundet via kampagnen BlivBrandmandNu leverer både kvinder og etniske minoriteter i puljen med ansøgere til job som brandfolk – men at beredskaberne også skal være klar med en ansættelses- og personalepolitik, der kan tage imod kvinder og flygtninge/indvandrere, hvis det hele skal nytte noget.

Og andre frivillige og ansatte fra Beredskabsforbundet ”viste flaget” på årsmødet gennem netværkssamtaler, uddeling af materialer og synliggørelse af både forbundet, Robust Borger og BlivBrandmandNu.

Stand med forbundet i tre udgaver

Men den største succesoplevelse kom om eftermiddagen på årsmødets andendag, da det hele var tæt på at være slut:

Beredskabsforbundets stand blev nemlig kåret som ”Årets Brandpunkt”. Standen vandt titlen som årets bedste via en afstemning blandt alle deltagere og udstillere ved messen. På messestanden kunne man møde Beredskabsforbundet i alle dets tre udgaver: Som ståsted for de frivillige i redningsberedskabet, som arrangør af Robust Borger-kurser og som ekspert på rekruttering af både frivillige til beredskaberne og af deltids- og frivillige brandfolk.

I Robust Borgers hjørne af standen viste store vægbilleder, hvor der kan opstå brand og ulykker i et almindeligt køkken. Og lidt derfra viste en mannequin-dukke i en regnbuefarvet indsatsdragt, at BlivBrandmandNu har blik for mangfoldigheden, når der skal skaffes nye brandfolk.

Standen var udtænkt og sammensat af forbundets Robust Borger-koordinator Birgit Z. Kornum, af regionskonsulent Henning Skallebæk og af projektleder i BlivBrandmandNu, Torben V. Jensen.

  • Danske Beredskabers årsmøde er Nordens største beredskabsmesse, hvor leverandører og aktører i den danske beredskabsverden demonstrerer deres udstyr, materialer og budskaber. Sideløbende er der faglige oplæg og debatter.
  • Den 28. og 29. august 2019 holdt Danske Beredskaber det 65. årsmøde i foreningens historie. For tredje år i træk blev årsmødet afviklet i Odense Congress Center – med cirka 1000 besøgende.
Årsmødet

Søren Schack Hansen (til højre), frivillig brandmand hos Rødekro Frivillige Brandværn, var en af de tre ambassadører for kampagnen BlivBrandmandNu, som bemandede standen. De to andre var Bente Skadhauge Jensen, også frivillig brandmand i Rødekro, og Simone Nykjær Rasmussen, deltidsbrandmand hos Beredskab & Sikkerhed, Station Hornslet og Kolind.

Birgit Z. Kornum, Robust Borger-koordinator i Beredskabsforbundet, foran sit hjørne af standen.

Niels Bonde Jensen (nummer to fra højre) under debatten om mangfoldighed i beredskaberne sammen med Jarl Vagn Hansen, formand for Danske Beredskaber, Henning Thiesen, direktør i Beredskabsstyrelsen, og Max Andersen, branddirektør, Falck Danmark Brand. Alle fire ”beredskabschefer” var enige om, at det er nødvendigt at lede uden for den traditionelle målgruppe, nemlig hvide mænd, hvis der fortsat skal skaffes brandfolk nok. ”Men det kræver, at chefer, ledere og mellemledere i beredskaberne og på stationerne skal VILLE mangfoldigheden og dedikere sig til den. Og der skal være konsekvenser for dem, som aktivt eller passivt modarbejder, at kvinder og etniske minoriteter finder sig til rette”, lød det fra Beredskabsforbundets landschef under debatten.

BlivBrandmandNu, som er Beredskabsforbundets projekt til hvervning af deltids- og frivillige brandfolk, var meget synlig på forbundets stand.

Jan Johansen (i lyserød polo), præsident for Beredskabsforbundet og MF for Socialdemokraterne, var med i panelet, der diskuterede, hvordan man sikrer, at der er brandfolk nok i fremtiden.

Print alle sider