Balloner til børnene og gode snakke med forældrene

Børn, som gerne vil have en ballon, lokker forældre hen til Robust Borger-standen. Og mens ballonen bliver pustet op, er der tid til at fange forældrenes interesse, måske for et Robust Borger-kursus.

Rigtig mange mennesker kom forbi Hovedstadens Beredskabs og Beredskabsforbundets biler, materialer og stande på Rådhuspladsen i København lørdag den 11. august.

Robust Borgers maskot “Robuste Robert” var populær hos børnene. Andreas Anskjær fra Kreds Kalundborg tog den varme tjans inden i Robert.

Robust Borgers stand på Rådhuspladsen til Beredskabets Dag.

Den 11. august var Hovedstadens Beredskab vært for Beredskabets Dag på Rådhuspladsen i København. Samtidig var det første, men bestemt ikke sidste gang, at Beredskabsforbundets to regioner (Sjælland og Hovedstaden) arbejdede sammen til et info-/hvervearrangement med særligt fokus på Robust Borger.

Vores to regioner har rigtigt meget til fælles og har ofte afholdt kurser med undervisere fra begge regioner. Derfor giver det god mening, at begge regioner er til stede, når vi samarbejder med de kommunale beredskaber.

Interessen for Robust Borger-kurser er bestemt til stede – og derfor er det vigtigt at Beredskabsforbundets regioner samarbejder internt med hinanden om at deltage i arrangementer som Beredskabets Dag, Åben Brandstation mv.

Robuste Robert gav krammere og hjerte-lungeredning

Der var stor interesse fra både børn og voksne – og køen var nærmest uendelig, mens ungerne spændt ventede på at få deres ballon. Imens fik vi masser af gode snakke med forældre, bedsteforældre og andre interesserede, og stort set alle, som besøgte teltet, fik minimum en brochure med hjem.

Men det var skam ikke gjort med det – Region Sjælland havde nemlig medbragt maskotten Robuste Robert – og han var et stort hit. Det var Andreas Anskjær fra Kreds Kalundborg, som tog den VARME tørn som Robert – på trods af bagende sol og en defekt blæser i dragten.

Flankeret af vicekredsleder Dan Schneider fra Albertslund-Brøndby-kredsen var Robuste Robert pludselig i gang med at demonstrere genoplivning hos Ungdomsbrandkorpset på nabostanden. Det kan man se i videoen her.

Seks potentielle kurser oprettet 

Som et nyt tiltag forsøgte vi at anvende vores hjemmeside www.robustborger.dk meget aktivt på standen. Det er nemlig rigtigt ærgerligt at ”slippe folk”, som man har haft en god snak med, og som måske er klar til at oprette et kursus.

Her er kontaktformularen på hjemmesiden et meget effektivt værktøj – det tager ca. et halvt minut at skrive folks oplysninger ind, og så ryger informationer direkte videre til Landssekretariatet, som herefter kan følge op. Denne dag fik vi noteret oplysninger til i hvert fald seks potentielle kurser.

Tusind tak til Kirsten, Dan, Andreas, Astrid og Johan, som deltog og var med til at gøre Beredskabets Dag helt fantastisk.

  • Beredskabets Dag på Rådhuspladsen i København 11. august kl. 10-14 var arrangeret af Hovedstadens Beredskab. Se et kort indslag fra TV2 Lorry her.
  • Gæsterne kunne prøve at redde liv, træne som brandfolk og ambulancereddere, hilse på maskotten Ildefanten, slukke brand og se brandbiler, ambulancer og andet udstyr.
  • Beredskabsforbundet deltog med en Robust Borger-stand, hvor der blandt andet blev fortalt om kurset Bo Brandsikkert. Balloner og maskotten “Robust Robert” var med til at lokke folk hen til standen.
Beredskabets Dag
Print alle sider