Beredskabets Dag på Bornholm

Bornholm – også kendt som solskinsøen – levede helt op til den betegnelse, da den årlige Beredskabets Dag blev afholdt.

Alle beredskabsaktører var lørdag den 5. august samlet på Allinge Havn, hvor køretøjer og stande bød på en masse aktiviteter med beredskab som omdrejningspunkt. 
”De mange gæster blev orienteret om, hvordan man skal forholde sig, når en ulykke eller katastrofe rammer. Alle fik lejlighed til at komme helt tæt på”, fortæller Jette Haarbæk fra Beredskabsforbundet på Bornholm.

”Vi havde vor nye pavillon opstillet, hvor vi med Robust Borger tilbød gratis forløb, så man kunne blive vinterklar – for på Bornholm ved vi jo, hvad en voldsom vinter kan byde på med sne, skybrud, storm og følgerne heraf”, fortsætter Jette.

”Vi forsynede voksne og børn med sminkede kvæstelser. En sminket voksen blev senere tilbudt hjælp af en brandmand, så det var livagtigt. Børnene stod utålmodigt i kø for at få sminket livagtige skader som snitsår, store hudafskrabninger, flækkede øjenbryn, som herefter kunne vises frem for forældre og andre interesserede.

De frivillige fra indkvartering og forplejning sørgede for lækker kylling i karry med ærter og ris til alle udstillere.

”Det blev en rigtig god dag for alle gæster og aktører, herunder os frivillige”, opsummerer Jette Haarbæk.

Print alle sider