Eksempler på brug af grafiske elementer fra forbundets nye design på trøjer (herover) og poser.

Nyt løfte: ”Vi skaber rammerne, så du kan tage ansvar”

At ændre en organisations visuelle identitet handler ikke kun om at finde et nyt logo og ændre lidt på farverne.

Det er samtidig en kærkommen lejlighed til at tænke over det helt grundlæggende: Hvem er Beredskabsforbundet? Hvad er vores rolle? Hvordan fortæller vi det til hinanden og vores omverden?

De tanker har Beredskabsforbundets arbejdsgruppe tænkt i samarbejde med kommunikationsbureauet Advice. Udgangspunktet var forbundets rammeaftale med Forsvarsministeriet og forbundets egen kommunikationsstrategi – og derudover har Advice gennemført en række interviews med både interne og eksterne interessenter, som har hver deres oplevelse af Beredskabsforbundet.

Konklusionerne på hele den analyse er skrevet ned i en 40 sider lang guide med titlen ”Beredskabsforbundets kommunikation.”

Guiden er et opslagsværk med retningslinjer for, hvordan forbundet bruger de nye logoer og farver, og hvordan vi kommunikerer i skrift og i tale. Men først og fremmest formulerer guiden det fundament, som er basis for alt det andet: Nemlig det, som i guiden kaldes Beredskabsforbundets ”kernefortælling” og ”løfte.”

Kernefortælling: De frivilliges organisation

En kernefortælling er den historie, du fortæller til din kusine eller din nabo, når de spørger, hvad det der Beredskabsforbund er for noget. Kernefortællingen er den, vi tager afsæt i, når vi vil have andre til at forstå, hvilken slags organisation Beredskabsforbundet er.

Kernefortællingen fylder en side i guiden, men her er de centrale formuleringer:

”Beredskabsforbundet er de frivilliges organisation. Samlingspunktet. Vi er basen, som gør, at man med ro i maven kan tage ansvar, når der er brug for det. Frivillige i de danske beredskaber forebygger, modvirker og beskytter. Og mens de gør det, sørger forbundet for et godt fundament for dem, så der altid er støtte – uanset hvilken situation, de befinder sig i… …Beredskabsforbundet hverver, støtter og samler. Med stolthed og dedikation. Så Danmark er rustet til at tage ansvar, når udfordringer i dag truer i morgen.”

Vores løfte: Vi skaber rammerne, så du kan tage ansvar

Guiden formulerer også Beredskabsforbundets ”løfte” til omverdenen. Forbundets løfte er pejlemærket for den oplevelse og det aftryk, som vi stræber efter, at Beredskabsforbundet sætter hos alle, der er i berøring med organisationen. Løftet kan udtrykkes i én sætning:

”Vi skaber rammerne, så du kan tage ansvar.”

Og ”du” er altså dem/os, som er frivillige. For det skal være meningsfuldt, spændende og trygt at være frivillig under Beredskabsforbundet. Det arbejder forbundet for ved altid at være en støtte for de frivillige.

Løftet lægger op til et nyt motto for Beredskabsforbundet.

Det gamle motto, ”Når hjælp er en æressag”, er elsket af mange og bruges med stolthed.

Men det udtrykker ikke helt så præcist, hvem Beredskabsforbundet er, og hvilken rolle forbundet spiller.

Det budskab går ifølge både Advice, Beredskabsforbundets arbejdsgruppe og forbundets landsledelse mere tydeligt igennem med det nye motto:

BEREDSKABSFORBUNDET – SÅ DU KAN TAGE ANSVAR

Nogen siger, at smag kan man ikke finde sandheden omkring. Nogen kan lide noget, som andre ikke kan fordrage.
Smag handler ofte om det man ser, smager eller hører. Vores sanser sættes i gang, og vi danner meget hurtigt vores egen holdning.
Smag spiller også ind, når man skal ændre noget så vigtigt som logo eller branding. Her er det ikke kun smagen, men også traditioner og ens egen identitet som ”taler med”.
Da jeg så logoet første gang, reagerede jeg straks med ”Wauu…. Det er meget anderledes”, men der gik nu ikke lang tid, inden jeg fandt meningen med både logo og alt det andet, som følger med.
Det viser et nutidigt symbol samtidig med, at vores rødder langt tilbage i tiden ikke sættes over styr. Det er flot, og jeg bliver stolt af at sende breve med vores nye logo.

Carsten Iversen, direktør for Beredskabsforbundet
Print alle sider