Min mor var lige død. Jeg syntes, jeg manglede noget, fordi jeg havde passet hende meget.

Ellen Margrete Kristensen

Han sagde til hende: Kan du ikke sørge for, at Ellen kommer med i beredskabet? Det var på den konto, at jeg startede. Det var for at få tiden til at gå med noget anderledes”, fortæller Ellen.

Ellen fejrede for nylig sin 80 års fødselsdag – og har et meget klar svar på spørgsmålet om, hvornår hun stopper i Beredskabsforbundet:

”Den dag, de smider mig ud. Jeg sagde til en dame, da jeg blev 80 år, at jeg måske kommer med stok næste gang. ”Ellen... med stok? Nej!”, svarede damen tilbage.”

80 år og de unges gode kammerat

”Jeg vil bede frivillig i redningsberedskabet, Ellen Margrethe Kristensen, om at komme herop”, sagde landschef Niels Bonde Jensen fra talerstolen på Beredskabsforbundets landsrådsmøde i Kolding den 10. juni i år.

Ellen gik derpå op til landschefen og det øvrige præsidium – ulasteligt klædt i sin fine grå uniform. Hun har passet og holdt uniformen i god stand, lige siden hun fik den udleveret for 42 år siden i Civilforsvaret i Holstebro. Det var første gang, hun deltog i et landsrådsmøde.

”Du har stor indflydelse på skabelsen af den ånd af frivillighed, som er nødvendigt for et godt beredskab. Kunne vi får flere af din slags, vil det ikke være nogen sag at drive beredskab. Derfor er det en stor glæde at kunne overrække dig Beredskabsforbundets hæderstegn”, sagde landschefen til hende foran de omkring 200 mødedeltagere.

Landschefen nævnte ikke mindst Ellens betydning for de nye og unge i forbundet, hvilket regionsleder Charlotte Lund også gjorde ved receptionen for Ellen senere på landsrådsmødet.

”Spørger man de frivillige ind til, hvem du er, kommer det prompte: Jamen, Ellen er jo vor mor”, fortalte Charlotte Lund blandt andet.

 

Grundig og værdifuld uddannelse

Historien om Ellens indsats for det frivillige beredskab starter på sin vis med hendes egen mor.

”Det var efter marts 1975. Min mor var lige død. Jeg syntes, jeg manglede noget, fordi jeg havde passet hende meget. Min knejt, han var ved at være stor. Jeg havde for meget tid, og min mand arbejdede sammen med en fra beredskabet. Han sagde til hende: Kan du ikke sørge for, at Ellen kommer med i beredskabet? Det var på den konto, at jeg startede. Det var for at få tiden til at gå med noget anderledes”, fortæller Ellen. Og hun startede ikke bare med at få en uniform udleveret.

”Den gang skulle man jo til forskel fra nu først have førstehjælpskursus, og så skulle man begynde med en uddannelse. Det gjaldt både forplejning, indkvartering, arbejde i telefoncentraler og brandslukning. De ting skulle vi igennem alle sammen. Vi skulle lære at lave mad og sende ordrer. Når vi var færdig med det hele, kunne vi vælge et af fagene. Så valgte jeg forplejning. Først når man var uddannet i sit fag, først da kunne man få en uniform dengang”, forklarer hun.

Hendes uddannelse handlede ikke kun om praktiske ting som madplaner, hygiejne og organisering af madlavningen.

”Vi havde også noget med, hvordan vi skulle være overfor mennesker. Vi havde en gammel sygeplejerske hos os og lånte en hospitalsseng. Så skulle vi lære at vende et menneske med et klæde og vaske dem i seng. Og vi skulle lære at bære dem – om så de var tykke eller tynde. Hvis man gør det rigtigt, får man ikke ondt i ryggen eller armene. Vi skulle bruge vores lår, arme og krop rigtigt. I dag gør får de jo ondt både her og der. Vi lærte at vaske mennesker og være god ved dem. Og vi lærte at løfte et menneske ind på en båre. Så startede vi en ambulancetjeneste, hvor vi havde 129 mennesker med”, fortæller Ellen.

”Det var godt. For man kunne tage noget med i sit privatliv. Jeg lærte så meget, at da min mand lå for døden, da havde jeg ham hjemme. Det oplevede jeg som en hjælp fra beredskabet”.

”Man skulle også lære, hvordan man tackler alverdens ting som psykisk førstehjælp. Vi havde en instruktør der underviste i det. Det er godt, når man er ude. De siger i dag, at man skal komme hinanden ved. Hvis der er én, der kommer til skade, så løber folk mange gange. Det må man jo ikke. Man skal gå hen og snakke med vedkommende”.

Lyserød gryderet og spande på jorden

Ellen har været ude mange steder gennem årene – både med ambulancepigerne og forplejning.

”Tiden gik godt og vi var et godt hold. Når for eksempel forretningerne sendte bud efter det, så kom vi og serverede risengrød i byen”, siger hun og forklarer, at det selvfølgelig ikke mindst var de aktive i beredskabet, som nød godt af hendes indsats.

”Da jeg startede, var der noget der hed værnepligtige, som havde sagt nej til at være soldat. De skulle have så og så mange timer indenfor beredskabet. Det var en weekend, de skulle det. Og der var vi ude og lave mad til dem. Så stod vi ude i gården og lavede en gryderet. Det var blevet lyserødt, fordi vi havde kommet ketchup i. Så siger den her unge mand til mig: ”For fanden, hvad er det for noget bræk, vi skal have at spise?”. ”Det ved jeg ikke”, svarede jeg. ”Jeg undrer mig også over, hvordan det er kommet til at se sådan ud.” Men da han kom ind for at spise, så kom han to gange og sagde: ”Det smagte godt”, siger hun og smiler.

Ellen har generelt et rigtig godt forhold til de unge.

”Hvis de unge har lavet et eller andet. Og forældrene altid skælder dem ud, så synes jeg, Beredskabsforbundet er godt til de unge mennesker. Der er mange, der siger, de er nogle værre bøller. Men da jeg for eksempel kom ud til dem engang og skulle pudse vinduer hos dem, så kunne jeg ikke lukke dem op. Så spurgte jeg om der var nogen, der kunne hjælpe mig. Og så var straks to unge knægte, der hjalp og sagde: ”Hvis ikke du kan lukke dem igen, så skal du bare kalde. Så skal vi nok komme og hjælpe. Jeg kan ikke se, at unge mennesker er så slemme, som nogen gør dem til. De skal bare have en fast hånd. De skal lære, at et nej er et nej og et ja er et ja. Lærer de det, så bliver de hverken indbrudstyve eller noget. De er ualmindeligt søde. I hvert fald overfor mig, siger hun og tilføjer:

”Jeg husker en gang, vi var ude og skulle lave forplejning. Og der var nogle spande, der ikke måtte stå på jorden. Og det havde jeg formanet lidt bisseagtigt. Så havde vi travlt og jeg kom til at sætte en spand på jorden. Så kom der straks en af de unge hen og sagde: Ellen, du må ikke sætte den der på jorden”, indrømmer hun med et lille grin.

”Nåh, nej. Det må jeg heller ikke, svarede jeg.”

 

På pub med de unge

Der er ikke så mange forplejningsopgaver som tidligere for Ellen.

”Men jeg vil gøre alt for Ulla (kredslederen, red.), hvis hun sender bud efter mig. Jeg var med ude for nylig, da der var oversvømmelse, og jeg skulle lave kaffe til dem og sørge for, at de fik mad. Der var de dygtige, de unge mennesker. Den ros skal de have,” siger hun fortæller endnu en lille anekdote:

”De unge er altid efter mig og kalder mig mor Ellen. Den ene af dem sagde, at det eneste, de skulle have, var at få Ellen med ned på pubben. Dengang der så var vand dernede, så gik jeg hen til den unge mand og sagde: Det er godt nok ærgerligt, for jeg ville gerne have været nede på pubben i dag. Og der stod den så fyldt med vand”, siger hun og griner.

Trods alderen – Ellen fejrede for nylig sin 80 års fødselsdag – så har hun er meget klar svar på spørgsmålet om, hvornår hun stopper i Beredskabsforbundet:

”Den dag, de smider mig ud. Jeg sagde til en dame, da jeg blev 80 år, at jeg måske kommer med stok næste gang. ”Ellen… med stok? Nej!”, sagde hun.”

Print alle sider