Frederikshavn til BF Stævne

I weekenden uge 36 drog 22 friske og velmotiverede m/k fra Frederikshavn
mod Næstved til Beredskabsforbundets Landsstævne.

Frederikshavn stillede denne gang med dobbelt så mange hold som ved sidste stævne. I år var vi således 6 hold tilmeldt: 2 hold på Kombi, 2 hold til tørke og 2 hold til HAT.

Vi mødtes på stationen klokken 1200, hvor vi pakkede busserne. Efter en kort velkomst af frivilligenhedens eget rejsebureau ”Balkan Tours” med introduktion til rejsen og udlevering af ordensregler, blev der uddelt en ud-og-hjem-kasse af turguiden med de små fornødenheder, der nu hører sig til på en rejse, så som lidt lækkert til udturen og en brækpose og tyggegummi til hjemturen.

Så gik turen ellers sydpå, og vi nåede da også helt til Hjallerup, før vi skulle have den første tissepause. Sådan forløb turen – efter et utal af tissepauser og en køretur på lidt over 7 timer nåede vi endelig Næstved. Her skulle vi indkvarteres på Næstved Gymnasium.

Lørdag morgen gik det ellers løs med parade og åbning af stævnet. De første, der skulle på, var det ene HAT-hold, og dette som det allerførste hold på dagen. Det gik i bund og grund meget fint; der var ros fra dommerne til samarbejde, kommunikation, teamleder, den psykiske førstehjælp og i særdeleshed tilgangen til den tilskadekomne. Det blev til en 6. plads samlet. 

Efter dette var det kombi, der stod for tur. Første hold gik på, og det gik stille og roligt fremad. Opgaven blev løst og alt i alt rakte det til en samlet 5. plads. Så kom det andet kombi-hold på. Dette var det garvede hold fra sidste stævne. Fuld gas på og fremad og alt i alt en samlet 3. plads. Det skal lige nævnes, at i Kombi-disciplinen gik alle de tre øverste placeringer til Nordjyllands Beredskab, idet første- og andenpladsen blev indtaget af holdene fra Aalborg. Så var det det andet HAT-hold, der stod for skud. Her gik det også derudad, hvilket også resulterede i en samlet førsteplads i disciplinen.

Nu var det brandholdene, der skulle vise, hvad de havde trænet til. Det først hold var debutantholdet. Der var fart på, men også en utrolig varme, så de svedte godt i deres branddragter. De kæmpede bravt og endte på en samlet 11. plads. Så kom storfavoritten i spil. De forsvarende mestre, da dette hold vandt førstepladsen ved sidste stævne i denne disciplin. Dog med en enkelt udskiftning. Vi havde i år en ny holdleder på, da ham der deltog ved sidste stævne havde valgt at blive gift og derfor var på bryllupsrejse. Det gik derudad med fuld fart og heppekor på sidelinjen (det var der dog ved alle vore konkurrencer). Det lykkedes dem skam også at generobre pokalen med en samlet førsteplads med blot 7 sekunder ned til andenpladsen.

Så var det retur og i bad, så vi var klar til stævnefesten. Her var god stemning og god underholdning, og mange holdt længe ud.

Søndag gik turen hjemover efter afslutning af stævnet og medaljeoverrækkelse. Denne gang gik turen noget hurtigere, må man sige. Blot to stop og knap 4 timer, så var vi hjemme på stationen og kunne takke af efter en rigtig god weekend blandt frivillige fra nær og fjern.  

Print alle sider